Thor Bøgelund (1890-1959)
THOR BØGELUND-JENSEN (1890-1959)
Thor Bøgelund blev uddannet på Kunstakademiet 1909-1914 og var med til at udbrede plakaten som kommerciel kunstart i Danmark. De tidlige plakater var inspireret af en enkel og farvestærk tysk reklameæstetik, senere kunne international art déco og andre af tidens strømninger ses i hans arbejder.
Thor Bøgelund: Tuborg Citron Sodavand |
Thor Bøgelund tilhørte kredsen af modernister i foreningen Ung Kunst omkring 1910. Med plakaten som sit hovedmedium, og i samarbejde med trykkeriet Andreasen & Lachmann, engagerede han sig i grafisk forretnings- og reklamearbejde og blev tidligt toneangivende. Under påvirkning, især af Ludwig Hohlweins stil og Lucian Bernhards og Julius Klingers typografi, introducerede B. i 1910erne den nye tyske reklameæstetiks saglige, enkle og farvestærke principper i dansk plakatkunst. Hans figurative udtryk, såvel som skriftbilledet, bevarede fremover en vis soliditet, men fra omkring 1920 blev hans stil mindre doktrinær og optog elementer først af kubisme og international art déco, senere af 30rnes og 40rnes socialrealisme og streamline. Vidtspændende i både kulturelle, kommercielle og politiske emner, og tegnet i løbet af knapt et halvt århundrede, indtager B.s store plakatproduktion en dokumentarisk særstilling i dansk reklame- og billedkunst. B.s øvrige specialområder var samlermærket, skiltet, bomærket og forretningsvinduet samt udstillingssarrangementet, der foruden plakaterne var det andet tyngdepunkt i hans vareæstetiske pionerindsats gennem fem årtier. På organisatorisk plan arbejdede B. med betydelig kraft for plakat- og reklamekunstens ekspansion. Selv inkarnerede han Kunstneren i Købmandens Tjeneste, titlen på B.s pjece til hans brugsgrafiske separatudstilling i 1919, den første af sin art i Danmark.
Bøgelunds plakater er både enkle, monumentale og slagfærdige, som "Mor Danmark" 1920 lavet i forbindelse med afstemningen i Sønderjylland forud for Genforeningen.
Thor Bøgelund: Giv ham arbejde |
Han udførte især mange plakater for Tivoli og har også lavet plakater for bl.a. Dansk Arbejde, B.T., Automobiludstilling i Forum, Turistforeningens Jubilæumsudstilling i Forum, diverse teaterplakater, reklameplakater for enkelte produkter og turistplakater.
Thor Bøgelund: Skandinavisk ur udstilling - Kunstindustrimuseet |
(Fra Dansk Plakat Kunst)
Links
Wikipedia
Gravsted
Link til malerisamling på Facebook - I - Plakater, reklamer og illustrationer
Link til billedsamling på Facebook - II - Københavnermalerier
Litteratur
----------------------
Retur til Hovedmenu
Kommentarer
Send en kommentar